Folketingets åbning 2. okt.
I forbindelse med Folketingets åbning d. 2. okt. havde vi taget opstilling ved Storkespringvandet med udsigt til Christiansborg, udsmykket med blafrende Dannebrogs flag i toppen af slotsbygningens vindomsuste tårn.
Grundet det våde og blæsende efterårsvejr var den symbolske protestplads ikke overbefolket med potentielle “lyttere”.
Vi fik dog talt med flere forbipasserende, nogle viste umiddelbar interesse, andre var i hast på vej i læ for regnen, men selveste Peter A.G. tog sig beundringsværdig god tid til at stille uddybende og nysgerrige spørgsmål.
Pressemeddelelserne, der blev sendt ud i anledning af dagen, førte til denne artikel i Ingeniøren, hvor Sundhedsstyrelsen igen får bemærkelsesværdig meget taletid over et emne, som Sundhedsstyrelsen reelt set ikke har relevant, faglig eller opdateret ekspertise til at udtale sig om. https://ing.dk/artikel/traadloes-straaling-borgerforslag-kraever-helbredssikre-graensevaerdier-214735
Dog undres man ikke over, at Sundhedsstyrelsen får lov at fylde så meget i dette felt, som helst nedtones, så det ikke går op for borgerne, at de påvirkes af en af de største miljøforureninger nogensinde. En miljøforurening, som får lov at vokse, fordi de frie markedskræfter trækker i den retning, og fordi trådløs teknologi og mere data er blevet religiøst ophøjet til at være LØSNINGEN på mange af samfundets udfordringer.